Nyheder23. april 2024

Kriseramte Viaplay fortsætter underskudsdriften

Streamingselskabet Viaplay Group opnåede et nyt trecifret million underskud på driften i første kvartal i år
Der er fortsat blodrøde tal på bundlinjen. 
Der er fortsat blodrøde tal på bundlinjen.
 Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Streamingselskabet Viaplay Group kæmper fortsat for at få driften til at give overskud.

Selskabet, der blandt andet ejer en lang række sportsrettigheder, opnåede i årets første tre måneder et negativt driftsresultat før særlige poster på 317 millioner svenske kroner, svarende til 204 millioner danske kroner.

Det er en tilbagegang på 26 millioner svenske kroner i forhold til første kvartal 2024.

Og det endda på trods af, at selskabets omsætning voksede med 220 millioner svenske kroner sammenlignet med samme periode sidste år.

Men Jørgen Madsen Lindemann, der er administrerende direktør, ser optimistisk på udsigterne til igen at præsentere sorte tal på et tidspunkt.

Det skyldes blandt andet, at det er lykkedes at få tilført ny kapital og få nedbragt noget af den gæld, der har tynget selskabet.

- Vi er nu fuldt fokuseret på de mange driftsmæssige forbedringer, som er nødvendige i koncernen, siger han i forbindelse med fremlæggelsen af regnskabet.

Jørgen Madsen Lindemann ser frem til andet kvartal, hvor både fodbold- og ishockeysæsonen kulminerer.

Han fortæller desuden, at Viaplay fortsat arbejder på, hvordan man bedre kan tjene penge på det indhold, man har rettighederne til.

Det indbefatter blandt andet øgede muligheder for at tilbyde annoncering, og så vil man skride mere håndfast ind over for kunder, der deler deres login med andre.

Sponsoreret indhold