Krimi18. april 2024

Hævn i familiedrama: Mor nægter grove beskyldninger

En 31-årig kvinde anklages for flere grove forhold, som bunder ud i en konflikt med sin eks. Torsdag forklarer hun sig for retten
Retten i Næstved har torsdag taget hul på en sag, der handler om et voldsomt familiedrama. En 31-årig kvinde er blandt andet tiltalt for at syet aflytningsudstyr i en af sønnernes bamse.
Retten i Næstved har torsdag taget hul på en sag, der handler om et voldsomt familiedrama. En 31-årig kvinde er blandt andet tiltalt for at syet aflytningsudstyr i en af sønnernes bamse.
 Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: Mor tiltalt i grov sag mod eks: Påstod seksuelle overgreb på egne børn

- Jeg er meget ked af det som mor over, at jeg har udsat mine drenge for det her. Jeg var modbydelig, og jeg fortryder det så meget, lyder det fra en tydeligt påvirket mor, der flere gange bryder ud i gråd under afhøringen ved Retten i Næstved.

Den 31-årige kvinde, som er fra Vestsjælland, er tiltalt for flere alvorlige forhold, der bunder i et familiedrama mellem en kvinde og hendes eksmand. - sammen har de to børn, og de to drenge er hele omdrejningspunktet for konflikten mellem de to.

Kvinden fra Vestsjælland var sammen med den nu forurettede i sagen frem til starten af 2017. Men umiddelbart lyder det til, at forholdet først for alvor går helt skævt i april 2021, da eksen får nogle informationer fra den 31-årige kvindes nylige ekskæreste.

- Min eks påstod over for ham, at jeg var prostitueret, og at jeg havde et misbrug, forklarede kvinden fra vidneskranken torsdag formiddag.

Herefter eskalerede konflikten mellem moren og den forurettede ekskæreste voldsomt, da faren nægtede at aflevere børnene hos den 31-årige kvinde på grund af påstandene. Hun skulle ellers have samvær med de to drenge i dagene efter - på daværende tidspunkt havde de børnene i en 7/7 ordning.

Den nu tiltalte kvinde havde dengang haft et skidt brud med sin ekskæreste, som var endt i tumult - i den forbindelse blev den 31-årige mor tiltalt for vold mod ekskæresten - i den sag blev hun dog pure frifundet, forklarede anklageren torsdag for retten i Næstved.

Nu sidder hun igen på anklagebænken, denne gang tiltalt for flere forhold som ulovlig tvang, falsk anmeldelse, blufærdighedskrænkelse og ulovlig aflytning af ekskæresten, som hun har to drenge med.

Torsdag fortalte hendes forsvarsadvokat, Annette With Sørensen, at hendes klient nægter sig skyldig i de alvorlige anklager.

- Jeg ville samarbejde

Efter påstandene i april 2021 så den tiltalte kvinde ikke sine børn før i maj - lidt over en måned efter beskyldningerne - herefter måtte hun aflevere urinprøver for at bevise, at hun ikke havde et misbrug.

- Jeg lagde rene prøver i et halvt år, hvor jeg skulle testes hver gang jeg var deroppe - det var virkelig ydmygende, fortæller den 31-årige kvinde, som torsdag er iklædt en sort kjole og et par sorte stiletter.

Den nu tiltalte mor besluttede herefter, at børnene skulle have bopæl hos deres far.

- Det gjorde jeg, fordi jeg håbede på, at vi så kunne komme ud over alle de her problemer og få et samarbejde, lød det torsdag formiddag fra moren - men sådan skulle det langt fra gå.

Fik tilsendt seksuelt indhold med eks

Den 31-årige kvinde forklarede herefter, at forholdet til faren var dårligt, og at der var meget begrænset kontakt, når hun hentede børnene. Det var nærmere farens nye kæreste, der tog den.

Men i sommeren 2021 modtager den tiltalte kvinde pludselig flere videoer og billeder, som er af seksuel og pornografisk karakter. De viser angiveligt faren til hendes børn, der har sex med en eller flere personer af samme køn.

For at gøre sagen endnu mere kompliceret bliver en 4. mand nu indblandet - den tiltalte kvinde påstår, at hun havde en affære med manden i en kortere periode på daværende tidspunkt.

- Vi skrev frem og tilbage, og vi endte med at mødes på rastepladser og parkeringspladser rundt omkring.

Det var midt under den påståede affære, at hun modtog videoer og billeder af seksuel karakter med faren til hendes drenge - dem snakker hun med manden, som hun angiveligt har en affære med, om.

- Det gjorde jeg, for jeg vidste heller ikke, hvordan jeg skulle forholde mig til det, når jeg har to drenge. Jeg viser ham det, og vi snakker frem og tilbage om, hvad jeg skulle gøre.

- Jeg havde også bekymringer om, at han var engageret i en sportsklub, hvor han havde at gøre med drenge, fortalte hun fra vidneskranken torsdag formiddag.

Sammen ender de ifølge hendes forklaring med at filme optagelserne, men herefter sletter den tiltalte kvinde dem fra sin telefon.

- Jeg ville ikke have dem på min telefon, jeg synes, at det var ubehageligt at kigge på, lyder forklaringen fra vidneskranken.

Den forurettede mand skulle afgive forklaring i dag, men efter en større forsinkelse er hans forklaring udskudt til fredag.

Der forventes ligeledes dom i sagen i morgen.

Sponsoreret indhold